Byhuse blev bygget i de større byer i perioden fra 1800 til 1920. Det er prangende huse med mange detaljer mikset frit sammen fra forskellige tidsperioder.
Omkring 1860 opstod de første villakvarterer omkring København i de områder, vi i dag kender som Frederiksberg og Østerbro. Det var især succesrige købmænd og andre velstillede byboer, der flyttede til de nye villakvarterer.
Dengang blev det anset for galmandsværk at bosætte sig uden for de beskyttende bymure, som omgav København. Og de første villaer blev da også bygget med beskyttende mure rundt om grunden. Men de nye rolige villakvarterer med masser af lys og luft blev hurtigt meget populære som alternativ til den tætbefolkede og usunde bymidte.
Snart blev flere områder omkring København udstykket, bl.a. i Valby ved det gamle Carlsberg og ved Eberts Villaby på Amager, som i dag støder op til Amagerbrogade.
De første villaer havde den samme prangende og særprægede stilblanding som byhusene.
Mange byhuse blev bygget til det nye borgerskab, som under industrialiseringen flyttede fra landet og ind til byerne. De nye byboere ønskede ikke at bo i huse, der mindede om de traditionelle bondehuse på landet. I stedet ønskede man mere prangende og pyntelige huse, som lignede de huse, man kendte fra hovedstaden eller fra udlandet.
Derfor adskiller byhuset sig også i både stil og arkitektur fra en hel del af de huse, som blev bygget på landet i samme periode.
Udsmykning
Byhusenes arkitektur er en lystig blanding af stilarter fra flere tider (stilperioden kaldes historicisme).
Græske søjler med romerske statuer, religiøse symboler og overdådige barokinspirerede udsmykninger blev gerne mikset uden at bekymre sig om, hvorvidt husets stil var ren og gennemført.
Det vigtigste var, at byhusene så ud af noget udvendigt med store gesimser, blomsterranker, figurer eller ligefrem et tårn.
Den stilforvirring, som prægede mange af de byhuse og villaer, som blev bygget fra 1800 til 1900, førte med tiden til en modreaktion blandt landets arkitekter.
I 1907 blev ”Akademisk Arkitektforenings Tegnehjælp” oprettet med det formål at rådgive danske bygmestre i at bygge gode danske huse. Og i 1915 kom foreningen ”Bedre Byggeskik” til, som også arbejdede for at fremme byggeriet af huse med gode klassiske proportioner, præcise og ikke unødvendige detaljer samt danske materialer.
Inde i boligen var husene derimod ikke altid så fornemt udsmykket. Stuerne havde dog som regel kunstfærdig stuk, profilerede paneler, fyldningsdøre m.m.
Selvom inspirationen til byhusenes udtryk og arkitektur blev hentet fra udlandet, var det stadig de velkendte, danske materialer og byggeteknikker, der blev brugt, når husene blev opført.
Byhuset er bl.a. kendetegnet ved:
Vand, el og varme
Oprindeligt var husene bygget med kakkelovne og havde vand lagt ind. Desuden havde husene i de større byer gasbelysning.
I kølvandet på industrialiseringen fik byhusene imidlertid nye faciliteter som elektricitet og wc.
I første omgang hos de velstillede byboer og derefter over en lang årrække også i de mindre fine byhuse.
Haven omkring de byhuse, der blev opført i de første villakvarterer, var ligesom huset inspireret af stilen fra et sydeuropæisk landsted.
Huset og haven blev ofte tegnet af samme arkitekt, så de udgjorde en smuk og helstøbt helhed.
Et meget stort antal af de byhuse, som blev bygget i perioden fra 1860 til 1920, står stadig i dag og ligner stort set sig selv, i hvert fald i de overordnede træk.
Mange byhuse, som havde vinduer med et lag glas, har fået forsatsvinduer. Eller de gamle vinduer er blevet skiftet ud med termovinduer, der ikke altid passer med den oprindelige rudeopdeling og elegante udformning af rammer og sprosser.
Inde i byhusene er der også sket ændringer, i takt med at nye opvarmningssystemer, el og sanitet er blevet introduceret. Desuden er mange byhuse i tidens løb blevet lagt sammen eller opdelt i flere boligenheder.
Fordele ved byhuset
Ulemper ved byhuset
